Netværket skriver en opfordring til de danske politikere i Europa-Parlamentet – sendt til dem 7. april 2025
Netværket har skrevet til de danske politikere i Europa-Parlamentet om at fastholde deres position fra 7. februar 2024.
Vi skrev følgende e-mail til de danske MEP’s:
Kære _______ ENVI-politiker
Vi er et Netværk i Danmark med 17 danske organisationer og personer, som arbejder sammen om at bevare den nuværende regulering for nye GMO’er i Udsætningsdirektivet 2001/18/EC. https://gmofrimad.dk/
Vi henvender os til dig, da du er medlem af ENVI i Parlamentet, som i morgen den 8. april 2025 skal træffe en meget vigtig beslutning, om I stadig vil fortsætte den linje som Europa-Parlamentet fandt frem til i foråret 2024, hvor Parlamentet ønskede at:
– Anerkende behovet for en miljørisikovurdering.
– Mærke NGT-planter fra jord til bord, så fødevareproducenter og forbrugere kan træffe et informeret valg.
– Forbyde patenter på NGT-planter for at beskytte landmænd og små avlere og for at forhindre yderligere koncentration af frøsektoren.
Her er linket: https://www.europarl.europa.eu/doceo/document/TA-9-2024-0067_EN.html
Vi beder jer danske ENVI-medlemmer om at holde fast på denne linje, da de nye GMO’er er GMO, og derfor vil kunne skabe uheldige konsekvenser i naturen og for menneskers sundhed, hvis feltet dereguleres. Udsætningsdirektivet blev etableret i 2001 netop for at beskytte natur og sundhed, såfremt et land eller et firma ønsker at dyrke, producere eller sælge GMO-fødevarer. Men det er denne lovgivning, der er på spil med Europa-Kommissionens lovforslag af 5. juli 2023. https://food.ec.europa.eu/plants/genetically-modified-organisms/new-techniques-biotechnology_en
Jeres fortsatte krav til mærkning, sporbarhed og at undgå patenter vil være medvirkende til at beskytte landmænd, forbrugere og avlere i Europa! Og jeres position er på linje med EU-Domstolens kendelser af 2018 og 2023, der erkendte behovet for, at de nye GMO’er stadig skal reguleres i Udsætningsdirektivet.
Vi vedhæfter et vigtig statement, som er underskrevet af mange organisationer, institutter og personer i Europa i februar 2025, og som understøtter vores holdning på feltet.
På vegne af Netværk for Risikovurdering og Mærkning af GMO,
Klaus Loehr-Petersen, Foreningen for Biodynamisk Jordbrug
June Rebekka Bresson, Miljøbevægelsen NOAH
Isabelle Denaro
___
Vi ser frem til at høre fra dem!
Her er baggrundsmateriale: https://www.greenpeace.org/eu-unit/issues/nature-food/47491/new-gmos-sorting-spin-from-facts-media-briefing/
Vedhæftet er:
– EU-Kommissionens, Europa-Parlamentets og Rådets positioner i sagen. Klik her.
– Fælles statement fra februar 2025. Klik her.